Afvikling

 

I kitetouren har vi to slags stævner; faste og mobile. Det er i et forsøg på fra kitetourens side, at samle det bedste fra to verdener.

Ved de faste stævner ligger lokaliteten af stævnet fast. Dette gør at vi fra kitetourens side har bedre muligheder for at lave et stort event, hvor både det sociale og konkurrencemæssige tilgodeses. Vi får bl.a. mulighed for at have flere tilskuere til gavn for sponsorer og konkurrencen. Desuden kan der arrangeres aktiviteter hvis vinden udebliver samt samle stævnedeltagerne til fællesspisning. De faste stævner aflyses ikke såfremt der ikke kommer vind og stævnebetalingen kan heller ikke refunderes da den allerede er brugt på at lave stævnet.

Ved de mobile stævner ligger lokaliteten ikke fast. Inden konkurrencen er et område udvalgt, f.eks. Fyn, Jylland eller Sjælland, og dagen før konkurrencestart vil lokaliteten af stævnet fremgå på kitetour.dk. Ved de mobile stævner er konkurrencen i højsædet og det sted der kan levere de bedste forhold vælges. Såfremt vejrudsigten ikke lover vind vil stævnet blive aflyst, og da der ikke er brugt penge på at arrangere stævnet, refunderes stævnebetalingen. Stævnet bliver aflyst for en dag af gangen. Det vil sige, at fredag før kl. 18, bliver det meldt ud, om vi sejler lørdag. Hvis vi ikke sejler lørdag, vil der lørdag før kl. 18 blive meldt ud om der sejles søndag.

Hvis det uheldige skulle ske, at vi sætter stævnet i gang, og dommer, materiel, kameramand osv., er kørt afsted hjemmefra, men der alligevel ikke kommer vind nok, kan vi i dette tilfælde ikke refundere de indbetalte penge.